Dramatrekanten

Hvad er Dramatrekanten

Jeg plejer at tegne en trekant, når jeg forklarer det. Ikke fordi det hele kan reduceres til en model, men fordi det nogle gange bliver lettere at få øje på mønstre, når vi ser dem udefra.

Forestil dig en helt almindelig familie. En far, en mor og et barn. Udadtil fungerer det måske nogenlunde. Men når presset stiger – når der er konflikt, stress eller måske alkohol inde i billedet – så begynder rollerne at fordele sig.

Lad os sige, at far drikker for meget. Han kommer beruset hjem. Han glemmer aftaler. Han hæver stemmen. Måske skælder han ud. Måske bliver han urimelig. I Dramatrekanten kalder vi den position for krænkerrollen. Ikke fordi personen er ond, men fordi adfærden bliver grænseoverskridende.

Så ser vi ofte en anden bevægelse. Mor forsøger at få det hele til at glide. Hun ringer måske og sygemelder ham. Hun glatter ud. Hun laver god mad. Hun dæmper stemningen. Hun forsøger at beskytte både ham og familien mod konsekvenserne. Det er redderrollen.

Og så er der barnet. Barnet, der havde glædet sig til fodboldtræning med far. Barnet, der mærker spændingen i rummet. Barnet, der bliver ked af det, forvirret eller skamfuldt. Her taler vi om offerrollen.

Det, der er vigtigt at forstå, er, at det her ikke er faste identiteter. Det er positioner. Og vi kan alle sammen skifte.

Jeg har set mange gange, hvordan den, der var krænker i går, pludselig sidder i stolen overfor mig og siger: “Det er også synd for mig. Ingen forstår mig. Jeg har det så hårdt.” Så er vedkommende gledet over i offerrollen.

Og redderen? Hun kan også bryde sammen. Når hun selv bliver ramt af vrede eller nedgørelse, kan hun ende som offer. Eller hun kan pludselig eksplodere og blive krænker.

Selv barnet kan skifte. Det barn, der plejer at være stille og ked af det, kan en dag råbe: “Nu er det nok!” og indtage krænkerrollen. Eller barnet kan begynde at dække over far, rydde op efter ham, hente øl – og dermed glide ind i redderrollen.

Det fascinerende – og lidt skræmmende – ved Dramatrekanten er, at den lever af drama. Den opstår, når situationer spidser til. Når vi mister fodfæstet. Når følelserne tager over, og vi reagerer automatisk.

Det er sjældent hele tiden. Det er i de intense øjeblikke. I konflikterne. I de situationer, hvor noget gør ondt.

Jeg plejer at spørge: Hvilken position indtager du oftest, når det brænder på? Er du den, der skælder ud? Den, der glatter ud? Eller den, der føler sig ramt og magtesløs?

Bare det at få øje på sin foretrukne rolle kan være begyndelsen på forandring.

For det vigtigste budskab er: Det her er et mønster. Og mønstre kan brydes.

Du kan lære meget mere om, hvordan du faktisk kan træde ud af Dramatrekanten for det kan man. Og det er langt mere befriende, end man tror.