Du kan ikke opdrage dig ud af ulvetimen med de rigtige ord. Til gengæld kan du give dit barn noget langt stærkere: Virkelige erfaringer, ansvar i små bidder og samarbejde i hverdagen. Artiklen viser, hvorfor børn ofte kan langt mere, end vi tror – især når vi tør inddrage dem, sætte ord på følelserne og lade hverdagen gøre en del af arbejdet.
Forfatter: Emil Schmidt Hansen
Opdateret: 29. januar 2026
Læsetid: 4 minutter
Forudser du alle dit barns behov? Opdrager du barnet til at blive den absolut bedste udgave af sig selv? Åbner du alle døre for dit barns fremtidige karriere?
Nej, det gør du naturligvis ikke. Det er der ikke nogen, der gør – eller kan.
Og jeg er ret sikker på, at du nok skal nå at bekymre dig om det alligevel. Det plejer vi at kunne. Heldigvis har børn ikke brug for bekymrede forældre. Den del kan du roligt skrue ned for igen.
Børn vokser til gengæld rigtig meget, når vi inddrager dem. Også selvom pandekagerne brænder på, og støvsugningen halter i krogene. Det er ikke et tegn på dårlig opdragelse. Det er et tegn på, at barnet får lov til at være med i virkeligheden.
Lene Tanggaard peger netop på ansvar som en nøgle til trivsel – og på, at børn ofte kan langt mere, end vi voksne tror, når vi tør give dem plads til det. (gyldendal.dk)
I de første mange år af barnets liv er hjernen ganske enkelt ikke udviklet til at forstå “konsekvens” på samme måde, som voksne gør. Ikke fordi barnet er uregerligt, og fordi barnets system stadig er under opbygning.
Evner som planlægning, impulskontrol, overblik og vedholdenhed hænger tæt sammen med de eksekutive funktioner. De er noget af det sidste, der modnes, og de kan være tydeligt påvirkede, når barnet er træt, presset eller overstimuleret. (SBST)
Det betyder i praksis: Du kan forklare nok så pædagogisk, og barnet kan stadig “mangle adgang” til det, du beder om i situationen.
Til gengæld er barnet stærkt i det følelsesmæssige og sanselige. Når barnet får plads til at mærke, opstår der erfaringer, som senere bliver byggesten for den mere logiske og planlæggende del.
Når du sætter ord på barnets følelser, hjælper du barnet med at forstå sig selv og regulere sig selv over tid. Det er ikke bare “snak om følelser”. Det er en konkret støtte til barnets udvikling. (Børns Vilkår)
En tur i Djurs Sommerland eller supermarkedet lærer barnet utroligt meget om at være i verden: at vente i kø, mærke tålmodighed, håndtere skuffelse, forudse behov (tørst, pauser, påklædning) og lære af det.
Det er sanselige og emotionelle oplevelser, som barnet kan relatere sin adfærd til. Barnet kan måske føle noget, der senere bliver til tanker som:
“Køen til forlystelsen var min tålmodighed værd”. Køen til at købe vand var det ikke. “Næste gang drikker jeg et stort glas vand hjemmefra, så jeg har mere tid til at lege.”
Og i hverdagen kan barnet langsomt opdage, at hvis man gerne vil nå noget rart med sine forældre, så hjælper det at spise sin aftensmad på mindre end en time. Ikke fordi du holdt den perfekte tale. Og fordi barnet mærkede sammenhængen igen og igen.
Din energi er ofte bedre belønnet i form af direkte læring hos dit barn, når du gør noget konkret, end når du fortæller og forklarer om passende adfærd.
Børn lærer gennem observation, imitation og samspil. Vi bruger ofte 4MAT til at forstå, hvordan vi bedst formidler viden, så den bliver til integreret læring. Når barnet ser dig gøre, får barnet et “kort” i kroppen for, hvordan man gør. Neuroaffektive teorier beskriver netop, hvordan social læring og afstemning hænger sammen med vores evne til at spejle og være i kontakt.
Og ja: Barnet lærer direkte gennem handlinger og observationer. Derfor vil du også nogle gange opleve, at “Spørge Jørgen” bliver mere tavs, når I faktisk er i gang. Det er ikke, fordi barnet pludselig er blevet velopdragent. Det er, fordi barnet er optaget.
Den gode forælder er ikke den, der forudser alt, forklarer alt og forhindrer alt.
Den gode forælder er ofte den, der:
Lene Tanggaard: En lille bog om, hvorfor børn kan langt mere, end vi tror
Gyldendal-link: (gyldendal.dk) Om ansvar som nøgle til trivsel og om at turde give børn mere plads til at kunne selv.