Videre til indhold Systemisk psykoterapi er en psykoterapeutisk retning, der tager udgangspunkt i, at menneskers problemer ikke kan forstås isoleret inde i individet alene. I stedet ses vanskeligheder som noget, der opstår og opretholdes i relationer, mønstre og samspil mellem mennesker.
Forfatter: Ole Conrad Kondrup
Opdateret: 8. februar 2026
Læsetid: 4 minutter
Systemisk psykoterapi er en psykoterapeutisk retning, der tager udgangspunkt i, at menneskers problemer ikke kan forstås isoleret inde i individet alene. I stedet ses vanskeligheder som noget, der opstår og opretholdes i relationer, mønstre og samspil mellem mennesker.
Tilgangen bygger på en grundlæggende antagelse:
Mennesker påvirker hinanden gensidigt, og forandring sker bedst, når man arbejder med de sammenhænge, problemerne indgår i.
Systemisk psykoterapi opstår i midten af det 20. århundrede i krydsfeltet mellem flere fagområder. Den historiske baggrund er afgørende for at forstå tilgangens særlige fokus.
I 1950’erne og 1960’erne begyndte forskere og klinikere at stille spørgsmålstegn ved en rent individorienteret forståelse af psykiske problemer. Især inden for arbejdet med familier blev det tydeligt, at symptomer hos ét familiemedlem ofte hang tæt sammen med dynamikker i hele familien.
En central inspiration kom fra:
Forskere som Gregory Bateson og hans kolleger bidrog til forståelsen af, hvordan kommunikation, feedback og mønstre former menneskelig adfærd.
Systemisk tænkning udviklede sig tæt sammen med familieterapi. I stedet for at spørge “hvad er der galt med dig?” begyndte terapeuter at spørge:
Dette markerede et afgørende skifte i psykoterapien: Fra årsag–virkning i individet til cirkulære forståelser i relationer.
I 1980’erne og 1990’erne blev systemisk terapi yderligere udviklet i en mere postmoderne retning. Her blev der lagt vægt på:
Denne udvikling betød, at systemisk psykoterapi i højere grad begyndte at fokusere på dialog, nysgerrighed og fælles udforskning frem for forklaringer og løsninger udefra.
Systemisk psykoterapi ser mennesket som en del af flere systemer på samme tid, fx:
Problemer forstås som meningsfulde reaktioner i disse systemer – ikke som fejl inde i personen.
Symptomer ses ofte som:
Arbejdet i systemisk psykoterapi er dialogisk og undersøgende. Terapeuten indtager en nysgerrig og ikke-dømmende position.
Der arbejdes blandt andet med:
Terapeuten søger ikke én sand forklaring, men hjælper systemet med at se sig selv fra nye vinkler.
Systemisk psykoterapi anvendes ofte ved:
Tilgangen er særligt velegnet, når problemer ikke giver mening at placere hos én person alene.
I systemisk psykoterapi er terapeuten ikke ekspert på klientens liv, men facilitator for refleksion og dialog. Terapeuten er opmærksom på sin egen position og på, hvordan spørgsmål og sprog påvirker processen.
Relationen er præget af:
I dag anvendes systemisk psykoterapi både som selvstændig tilgang og i integrerede former sammen med fx narrativ, eksistentiel og neuroaffektiv psykoterapi.
Den systemiske tænkning har haft stor indflydelse på moderne psykoterapi generelt og har bidraget til en bredere forståelse af menneskelig lidelse som noget, der altid må ses i sammenhæng.
Systemisk psykoterapi repræsenterer et grundlæggende perspektivskifte:
Fra individ til relation.
Fra forklaring til forståelse.
Fra skyld til sammenhæng.
Den historiske udvikling viser, at systemisk psykoterapi opstod som et svar på begrænsninger i tidligere forståelser – og fortsat bidrager med vigtige indsigter i, hvordan mennesker påvirker hinanden i levende systemer.
Der findes mange veje til forandring. Hvis du er nysgerrig på andre metoder end systemisk psykoterapi, kan du her få et overblik over de forskellige psykologiske tilgange og finde den, der passer bedst til dig.
Videre til indhold 